Karate er en gammel kampkunst, der stammer fra den lille ø Okinawa i det sydlige Japan. Karates grundprincip er selvforsvar igennem udøvelse af en lang række teknikker, der bl.a omfatter: parader (uke), stød (zuki), slag (uchi), spark (geri), kast (nage), låsegreb (tori waza), undvigelsesteknikker (taisabaki) og psykologiske teknikker. For at mestre disse teknikker kræves mange års træning, der ikke bare indeholder teknisk træning, men også i høj grad fysisk træning for at blive i stand til at udføre teknikkerne med en kraft og hurtighed, så de kan anvendes mod en modstander.
En af de ting, som er med til at gøre karate til en kampkunst, er den filosofiske overbygning, der har sine rødder i den zenbuddhistiske livsfilosofi. Personlig udvikling er et nøgleord, når man træner karate.
Karate kan dyrkes af stort set alle uanset alder, køn eller deres fysiske udgangspunkt, da der vil blive taget hensyn til den enkeltes behov og evner i træningen. Det betyder dermed også, at karate kan dyrkes igennem hele livet.
Igennem karatetræning vil man efter relativt kort tid opnå en god selvtillid, kropsbevidsthed og en god fysisk form, som vil medvirke til at give et ekstra overskud i hverdagen.
Hvad er Okinawa Goju-ryu karate?
Der findes i dag i hundredevis af karatestilarter, hvor Goju-ryu er en af de oprindelige hovedskoler. Opdelingen af karatestilarterne bygger hovedsageligt på deres kinesiske og japanske oprindelse, på fusioner af stilarter og forskellige tolkninger af teknikkerne mestrene imellem. Men grundprincipperne er som regel de samme, og basisteknikkeerne ligner hinanden til forveksling.
Karakteristisk for Goju-ryu karate er vekslen mellem hårde (Go) og bløde (Ju) teknikker. Goju-ryu benytter sig meget af nærkampsteknikker, hvor der anvendes mange cirkulære bevægelser og kraftfulde lave spark. Der lægges stor vægt på åndedrætsteknikker og kontrol af muskelspænding.
Goju-ryu er grundlagt og navngivet af Chojun Miyagi (1888-1953). En af Chojun Miyagis elever, Eiichi Miyazato (1921-1999), byggede en dojo (træningssal) som han kaldte “Jundokan” og grundlage organisationen Okinawa goju-ryu karate-do kyokai, efter Chojun Miyagis død.
Organisationen blev adskilt fra dojoen i 2004, da Miyazato senseis søn overtog den kommercielle drift.
“Do not strike others, and do not allow others to strike you. The goal is peace without incident.”
Chojun Miyagi