Bæltegrader

Oprindeligt var der ikke nogen bæltegrader i karate, fordi karate dengang blev trænet i små grupper, hvor alle kendte hinandens niveau. Gradsystemet blev indført i takt med, at antallet af udøvere blev større.

Gradsystemet i karate er opbygget således, at hver grad indeholder et pensum. For at erhverve den næste grad skal man bestå en graduering i det pågældende pensum. Før man kan gå til graduering i det næste pensum er det et krav, at man har bestået gradueringen i det forrige pensum. Dette indebærer, at man ikke kan blive undervist i f.eks. sortbælteteknikker, før man har opnået graden før (1. kyu, se opbygningen af gradsystemet herunder). Grunden til dette er ikke kun for at sikre sig, at eleven har den nødvendige tekniske kunnen, men også at eleven mentalt er klar til at håndtere potentielt farlige teknikker og ikke misbruger dem.

Opbygningen af gradsystemet i Jundokan:

Kyu-graderne er elevgrader, man starter med 10. kyu og slutter med 1. kyu.

Efter 1. kyu kommer 1. dan, der er den første sortbæltegrad.

Der er teknisk pensum til og med 6. dan. Fra 7. dan og opefter er det æresgrader.

Fra 10-4. kyu skal der gå minimum 3-6 måneder mellem hver graduering.

Fra 3-1. kyu og 1. kyu-1. dan skal der gå et år.

Mellem 1. og 2. dan skal der minimum trænes to år. Mellem 2. og 3. dan, tre år osv.

Det tager cirka 5-6 år at blive 1. dan.

10. dan i goju-ryu har ingen dansker opnået endnu, men for at opnå graden 6. dan har man typisk trænet 25-30 år.

Scroll to top